...Helt så utvungen var den unge, engelske pianist Philip Howard
ikke. Han er vinder af International Gaudeamus Interpreters Competition
2003, og i Oslo præsenterede han sig selv i et britisk-domineret program
på Henie Onstad Kunstsenter. Det bestod af nyskrevet, britisk musik -
mest musik, som stilistisk syntes at være beslægtet med amerikansk
avantgarde, fx Morton Feldman. I The Moon Falls through the Autumn af
Andrew Toovey (f. 1962) kom der aldrig brud på den stille og let
vuggende rytme af klokkeagtige klaverakkorder med forsigtige udsmykninger.
Uden for udstillingssalens store vinduer blinkede vandet. Bådene så ud
til at bevæge sig med en slags grafisk præcision langs med tænkte
diagonaler hen over vinduesfladen. Tøvende trin fra udstillingens
besøgende hørtes længere inde fra museets kroge ... Altså alt i alt en
indramning, som var som skræddersyet til den 'ambient-karakter', som
prægede mange af værkerne.
Mest interessant var dog Michael Finnisey. Også hans Eadweard
Muybridge - Edvard Munch fra 1997 viste visse Feldman-kvaliteter.
Det er musik, som begynder, og som ligesom hele tiden 'sætter i gang':
Enkle akkorder og melodi-fragmenter, måske citater, der hele tiden
afbrydes. Som om de hele tiden øves om - smages, men forkastes. Michael
Finniseys musik formidlede en slags fortrængt uro, som - alt imens Philip
Howard koncentrerede sig langt nede i tangenterne - stod i lystig
kontrast til det grinende bryllupsselskab, som imens stillede sig op
til fotografering på græsset uden for udstillingshallens store vindue.
Men det mest overraskende ved netop den koncert var måske alligevel
Iannis Xenakis' både fysisk og intellektuelt mærkbare musik: Som stål
og beton mod bløde silkedraperinger. De nye, britiske lydtapeter
fremstod simpelthen som pylrede i mødet med Iannis Xenakis' 30 år gamle
Evryali (1973), hvor virtuositeten er så kompromisløs.